Tilmeld nyhedsbrev
 

News - 26.09.2017

SEND DIN ANSØGNING TIL FASHION GROWTH

En af udfordringerne i modebranchen er kapital til vækst. Derfor har vækstinitiativet HEADSTART FASHION etableret et samarbejde med Danske Bank om ”Fashion Growth”, hvor kapitalstærke investorer får mulighed for at hjælpe mindre og mellemstore modevirksomheder. Christian Stadil har takket ja til at blive formand for ”Fashion Growth”.

Modevirksomheder kan ansøge om at komme med i Fashion Growth programmet, der kulminerer i slutningen af oktober. I samarbejde med Danske Bank udvælger HEADSTART FASHION de virksomheder, som får mulighed for at møde investorerne. Efter udvælgelsen bliver modevirksomhederne vejledt af den garvede advokat og investor Carl Erik Skovgaard Sørensen, der vil klæde virksomhederne på til at sælge deres ideer ind til investorerne.

Den kendte modemand, Christian Stadil, som er CEO i konglomeratet Thornico og passioneret investor er begejstret for det nye initiativ og har netop sagt ja til formandsposten:

-Jeg har fulgt modeorganisationen HEADSTART FASHION (HSF) igennem længere tid. Deres samarbejde med Danske Bank om vækstinitiativet ”Fashion Growth” er både forfriskende og vigtigt i en tid, hvor en stor del af investormiljøets fokus retter sig mod teknologivirksomheder, ” siger han og fortsætter:

-Jeg er derfor rigtig glad for formandskabet i ”Fashion Growth”, hvor jeg sammen med de andre investorer skal sætte retning for investeringer i modebranchen. Der er brug for mere fokus på de potentialer, der ligger i at investere i modevirksomheder. Med dette initiativ kan vi vise, hvor meget saft og kraft der er i det danske modemiljø, og ikke mindst at man som investor har mulighed for at få en yderst god forrentning af sin investerede kapital.

Poul Nielsen, områdedirektør for Danske Banks erhvervskunder i Østjylland, glæder sig til samarbejdet:

-Modebranchen skaber værdi for Danmark og er kendetegnet ved mange dygtige virksomheder med høj vækst, stor eksport-andel og mange ansatte. Med ”Fashion Growth” fortsætter vi det gode samarbejde med HEADSTART FASHION og sætter endnu mere fokus på udfordringen med fremskaffelse af risikovillig kapital fra investorer”.

Direktør i HEADSTART FASHION Christian Chapelle ser meget frem til ”Fashion Growth” og siger:

-HEADSTART FASHION har et frugtbart samarbejde med Danske Bank, hvor vi i fællesskab samarbejder om at udvikle modebranchen. ”Fashion Growth” er det nyeste skud på stammen og er sat i søen i erkendelse af, at det kan være en udfordring at finde risikovillig kapital”, han fortsætter: ”Håbet er, at vi kan matche én eller flere modevirksomheder med investorer, som kan indskyde kapital i de pågældende virksomheder. Et andet succeskriterie er, at der formidles kontakt mellem virksomheder og investorer, og det kan være gavnligt på længere sigt i form af styrket netværk m.v. Med Christian Stadil som formand for ”Fashion Growth” har vi et rigtig godt afsæt for at nå målet”.

Vigtigt om Fashion Growth:

  • Den 4. oktober er der deadline på at fremsende sin ansøgning til ksa@headstartfashion.dk. Alle virksomheder indenfor modebranchen kan ansøge.
  • Den 12. oktober får de udvalgte modevirksomheder mulighed for at deltage i en workshop, hvor de bliver trænet i at pitche deres ide til investorer.
  • Den 31. oktober mødes investorerne og de udvalgte modevirksomheder. Her får virksomhederne mulighed for at pitche deres udviklingspotentiale direkte til investorerne.

 

Læs mere om Fashion Growth HER

Den Erhvervsdrivende Fond
Headstart Fashion


Mindet 4
DK-8000 Aarhus C

info@headstartfashion.dk
telefon: +45 24 83 06 82
cvr. 37645567

© 2014 Headstart Fashion